Hos den aalborgensiske vinterbadningsklub, Vikingeklubben Isbjørnene, mærker man en stigende tendens blandt aalborgenserne: Flere og flere vil med i bølgen blå, når vinteren står for døren.
Med den smukke fjord så tæt på er det ikke svært at forstå, at Aalborg er beriget med en stærk vinterbadningskultur.
Samtidig er der gode omgivelser for vinterbaderne – for eksempel i Vestre Fjordpark, hvor en af de aalborgensiske vinterbadningsklubber, Vikingeklubben Isbjørnen, holder til med deres medlemmer. En klub, der henover de sidste ti år har oplevet, at interessen for at blive vinterbader er støt stigende.
”Vi oplever en trend for vinterbadning her hos Isbjørnen. Det er nok især de sidste fem år, at interessen har været stejlt stigende – men allerede da jeg startede i klubben for ti år siden, var der en stigende interesse for at blive vinterbader her i Aalborg. Men det er ikke kun her i byen, at vi ser tendensen. Den stigende interesse har man kunne se på landsplan henover de sidste fem år,” fortæller Jørgen Hedevang, der både er formand for Isbjørnen i Aalborg og landsforeningen VID, som er en sammenslutning af vinterbadeforeninger i Danmark.
Jørgen Hedevang har været medlem af Isbjørnen i ti år nu og har de sidste godt og vel fire år været bestyrelsesaktiv - først som næstformand, og de seneste to og et halvt år år som formand for klubben.
Det er ikke blot den store interesse for vinterbadning, som klubben har skullet håndtere, men også den spændende byggeriplanlægning, der er foregået sammen med Aalborg Kommune.
Nyt klubhus og sauna
Ved Ralvej 14 nær det nybyggede anlæg ved Vestre Fjordpark er der opført klublokaler, hvor Isbjørnens medlemmer nu hører holder til, når de mødes og udformer de mange arrangementer, der foregår i klubben. Her er et bredt udbud af arrangementer; Fra de skemalagte, såsom fuldmånebad, solhverv og sæsonstartens koldstart - til de spontane hyggelige arrangementer, der opstår, når medlemmerne selv føler for det.
”Klubben har været meget aktiv ved udvidelsen af faciliteterne i form af det nye anlæg ved Vestre Fjordpark. Vi har i halvandet år været placeret i et selvbygget midlertidigt anlæg, mens udvidelsen har fundet sted. I den forbindelse havde vi vores eget byggeudvalg, der samarbejdede med kommunen om, hvad der skulle ske i området. Det er gået hen og blevet en markant del af vores historie, at vi i over fire år har arbejdet med byggeriet, fortæller Jørgen Hedevang.
Isbjørnen er en 70 år gammel klub, der har en stærk tradition og kultur bag sig. Arbejdet med Vestre Fjordpark-anlægget har for Jørgen Hedevang og hele klubben været en ærefuld opgave, som har gjort det muligt for de nuværende og kommende medlemmer at benytte sig af anlæggets fantastiske faciliteter, heriblandt saunaen – faciliteter, som i dag mere og mere forbindes med vinterbadning.
Det sociale fylder meget
I Aalborg kan Isbjørnen glæde sig over 1.500 medlemmer. På landsplan har vinterbadeklubberne godt og vel 40.000 medlemmer, så der er mange danskere, der i fællesskab nyder den kolde dukkert i en årstid, hvor mange andre eller foretrækker lune indendørsarrangementer.
”Vi ved ikke helt præcist, hvorfor vinterbadning har fået så stor en tilslutning, men vi tror, at det passer fint ind i samfundets øvrige trends med hensyn til et fokus på sundhed og velvære. Før i tiden var saunaer ikke så markant en del af vinterbadningsoplevelsen, så mit bud er, at saunaerne også bidrager til, at folk bliver vinterbadere. Og så er vi selvfølgelig også hinandens gode selskab – det sociale element er bestemt en del af kulturen,” siger Jørgen Hedevang smilende og fortsætter:
”Mange medlemmer vil gerne bade med venner, veninder og kammerater. Derudover er det forfriskende med et bad, både hvis man kommer direkte fra arbejde eller er på vej dertil.”
Først ledige pladser til næste år
Selvom der er mange medlemmer i klubben, så er der plads til flere glade vinterbadere ved Isbjørnen. Allerede nu er efterårets 300 nye intropladser dog blevet revet væk, så man må væbne sig med tålmodighed, hvis interessen for friske dukkerter vågner i én.
1. august 2019 åbnes der for tilmelding til intromøder igen. Det kan dog ske, at der dukker ledige pladser op allerede i år. Hvis der gør, bliver det annonceret på klubbens hjemmeside.