Aalborg Lufthavn har haft en flyvende september, hvor de har sat all-time passagerrekord. Der har været en stigning på 6,2 % i forhold til sidste år, og overordnet set har 2018 været et glimrende år for lufthavnen.
For nyligt blev Aalborg Lufthavn den første lufthavn i Danmark med en ny teknologi, hvor computere og andet elektronik ikke behøves at tages ud af kufferten. I dag bringer Aalborg Lufthavn så endnu en god historie, da de har sat rekord for flest passagerer nogensinde i en måned i lufthavnens levetid. Det skete her i september.
September er generelt en meget travl rejsemåned i de fleste lufthavne, og det er ingen undtagelse i Aalborg. Her var der nemlig en fremgang på 6.2 % af rejsende i forhold til året før. Helt præcist fløj 165.168 passagerer med selskaber fra Aalborg Lufthavn, mens det året før var 155.547 rejsende gæster.
I lufthavnen havde man forventninger til en travl måned, men det kom alligevel bag på dem, at de havde mere end 160.000 rejsende igennem.
”Vi havde høje forventninger til september, da det altid er en travl måned, men at vi for første gang nogensinde kommer over 160.000 rejsende på en måned, er virkelig en markant rekord,” lyder det fra Søren Svendsen, der er direktør i Aalborg Lufthavn.
Fremgang over hele linjen
De ekstra passagerer i Aalborg Lufthavn finder vi både blandt dem, der holder deres flyvninger i Danmark, men også dem der rejser ud af landet.
83.451 passagerer fløj indenrigsflyvninger fra Aalborg Lufthavn i 2018, mens tallet var 80.756 året før. Det betød en stigning på 3.3 % i forhold til året før.
Flyvningerne ud af landet er dog i ekstra høj kurs, da man har fremgang i niende måned i træk. Der er en fremgang på hele 9,9 % i forhold til trafikken i september sidste år. Det glæder direktøren, at de sætter rekorder.
"Det er dejligt at sætte rekord, for det medfører også, at vi endnu engang vurderer vores kapacitet: Har vi nok siddepladser i vores lounge, har vi nok gates, p-pladser, security lanes, og så videre. I første omgang har vi besluttet at gå i gang med en udvidelse på et væsentligt område, nemlig på vores p-område. Vi anlægger 900 flere gratis p-pladser, der efter planen står klar til sommersæsonen 2019,” lyder det fra Lufthavnsdirektøren.
Trods den varme sommer hvor mange danskere kunne nyde det gode vejr herhjemme, har der alligevel været en fremgang set over hele året. I årets første tre kvartaler har der været en fremgang på 8.7 % af rejsende gæster i Aalborg Lufthavn i forhold til samme periode sidste år.