Nu bekræfter klubben selv, at de har modtaget en henvendelse fra politiet.
Det fortæller AaB tirsdag eftermiddag, hvor klubben har udsendt en pressemeddelelse.
"AaB kan bekræfte, at man har modtaget en henvendelse fra Nordjyllands Politi om en undersøgelse af matchfixing.
Ingen er sigtet i sagen."
Nordjyllands Politi har netop offentliggjort, at man i februar i år modtog en anmeldelse om såkaldt matchfixing relateret til AaB, som nu efterforskes. Indtil videre kender offentligheden ikke til mange detaljer, men sagen drejer sig om et tilfælde, hvor der i efteråret 2019 skulle være sket en specifik forseelse i forbindelse med en kamp i 3F Superligaen.
Stiller sig til rådighed
Hos klubben selv fortæller den administrerende direktør, at man tager afstand fra matchfixing. Derudover stiller klubben sig til rådighed for politiet, så den mulige matchfixing kan blive endevendt. Det fortæller administrerende direktør Thomas Bælum i en pressemeddelelse.
"Vi er naturligvis bekendt med henvendelsen og står fuldt ud til rådighed for at komme til bunds i sagen, og forhåbentlig bliver konklusionen også, at der ikke har fundet noget ulovligt sted."
"Matchfixing tager vi som klub helt og aldeles afstand fra, og vi ser frem til at få sagen afsluttet," fastslår Thomas Bælum.