Frisk luft, bålrøg og stjerner på himlen - nordjyderne opfordres til at tage en nat under åben himmel

Lørdag den 25. maj 2019 inviterer spejdergrupper over hele landet til 'Sov Ude'. Foto: Sov Ude

Lørdag den 25. maj inviterer spejdergrupper fra hele Nordjylland både børn, unge og voksne med ud til en nat i telt, shelter eller under åben himmel.

Det er en unik oplevelse at sove ude til lyden af trækronernes susen. Men undersøgelser viser, at kun hvert tredje barn eller ung har prøvet en nat i det fri.

Derfor inviterer i alt ni nordjyske spejdergrupper fra Sæby til Mariager alle interesserede børn, unge og voksne med ud til en nat under stjernerne lørdag den 25. maj.

Åbent for alle

Til en del af de lokale arrangementer er det muligt at låne et telt eller få plads i et shelter eller en bivuak bygget af spejderne. Ved arrangementet nær Nors Sø i Nationalpark Thy er det endda muligt at prøve at dase i en hængekøjepark, som spejderne opfører.

Fælles for alle arrangementerne er, at spejderne står for at arrangere sjove aktiviteter, mad over bål og en hyggelig aften og nat i det fri.

Over 100 arrangementer over hele landet

De lokale arrangementer er en del af det landsdækkende arrangement Sov Ude, hvor over 100 spejdergrupper fra hele landet er gået sammen om at tilbyde danskerne en sjov og hyggelig oplevelse i naturen.

Læs mere om de enkelte arrangementer, tilmelding m.m. på Sov Udes hjemmeside.

Her afholdes der Sov Ude i Nordjylland

ALS/HADSUND: Vikingvej 10, Als, 9560 Hadsund. Lørdag d. 25. maj kl. 16 til søndag kl. 10. Arrangør: Als Spejderne.
Aktiviteter: Prøv at sove i telt, hængekøje eller shelter. Hygge og mad ved bålet.

MARIAGER: Skovvej 4, 9550 Mariager. Lørdag d. 25. maj kl. 16 til søndag kl. 9.30. Arrangør: MariagerSpejderne.
Aktiviteter: Friluftsaktiviteter, bålhygge og -mad, natløb med UV-lamper.

NORS SØ/NATIONALPARK THY: Egeshvilevej 5b, 7700 Thisted. Lørdag d. 25. maj kl. 17 til søndag morgen. Arrangør: Klit Division.
Aktiviteter: Hængekøjepark, sove i bivuak m.m.

SÆBY: Tranåsvej 15, 9300 Sæby. Lørdag d. 25. maj kl. 19 til søndag kl. 9. Arrangør: Sæbygaard Gruppen.
Aktiviteter: Bålhygge, refleksløb m.m.

TERNDRUP: Skovvej 14, 9575 Terndrup. Lørdag d. 25. maj kl. 13 til søndag kl. 10. Arrangør: Terndrup Spejderne.
Aktiviteter: En hyggelig dag, aften og morgen. Soves i bivuakker, vi selv bygger m.m.

THISTED: Vegendalsvej 15, 7700 Thisted. Lørdag d. 25. maj kl. 15 til søndag kl. 10. Arrangør: Thistedspejderne.
Aktiviteter: Bålmad og hygge for børnefamilier.

VOERSÅ: Østkystvejen 306, 9300 Voerså. Lørdag d. 25. maj kl. 15 til søndag kl. 9. Arrangør: Knud Søhane Voerså.
Aktiviteter: Muligt at købe aftensmad til en fornuftig pris. Tilmelding ikke nødvendig.

AABYBRO: Aastrupvej 4, Aabybro. Lørdag d. 25. maj kl. 16 til søndag kl. 10. Arrangør: Aabybro Gruppe.
Aktiviteter: Bålmad og hygge, før vi går til to i shelter, telt eller hængekøje.

AARS: Løgstørvej 57, 9600 Aars. Arrangør: Aars Gruppe.
Aktiviteter: Sjove friluftsaktiviteter, grill- og bålmad, lejrbålstemning.