Nordjyderne frygter coronavirussen mest

Det er nordjyderne, der frygter coronavirussen mest. Foto: Pressefoto.

I en YouGov-undersøgelse lavet for hygiejnevirksomheden Initial svarer danskerne, at de generelt ikke er bange for coronavirus. Nordjyderne er dog dem, der frygter virussen mest.

På trods af det massive fokus på den kinesiske coronavirus tager danskerne tilsyneladende truslen ret afslappet, viser en helt ny undersøgelse, som YouGov har foretaget for hygiejnevirksomheden Initial. På landsplan er kun 10 procent bange for at blive smittet med coronoavirus, viser rundspørgen blandt 1.000 danskere. Hele 85 procent af de adspurgte udtrykker, at de ikke frygter at blive smittet med den frygtede virus.

I Region Midtjylland svarer kun 7 procent at de frygter coronavirussen, mens 86 procent ikke er bange. Til sammenligning er 15 procent af nordjyderne bange for at blive smittet.

Selv om vi har gode behandlingsmuligheder, når eller hvis virussen kommer til Danmark, er der grund til at være på vagt og tage sine forholdsregler allerede nu, mener Maria Brix Balle, der er biolog ved hygiejnevirksomheden Initial. Ikke mindst også for at undgå at smitte andre, herunder særligt udsatte grupper som ældre og børn.

”Man skal følge retningslinjerne fra de danske og udenlandske myndigheder, da situationen hurtigt kan forandre sig. Derudover er et godt råd at have fokus på håndhygiejnen, da meget smitte fra vira og andre sygdomme spreder sig ad den vej. Vores hænder er i berøring med hundredvis af flader og genstande hver eneste dag, herunder også vores egen mund, næse og øjne,” siger Maria Brix Balle fra Initial, der leverer hygiejneprodukter til danske virksomheder og organisationer.

Hun lægger sig dermed på linje med Verdenssundhedsorganisationen WHO, hvis vigtigste anbefaling for at undgå coronavirus er at vaske hænder jævnligt.

Det samme råd om god håndhygiejne gælder, hvis man står foran at skulle på vinterferie i lande, der ikke nødvendigvis har samme hygiejnestandarder som i Danmark, og hvor der kan være større risiko for at blive smittet med coronavirus. Maria Brix Balle fra Initial anbefaler at man jævnligt vasker hænder og anvender hånddesinfektion.

Sådan holder du hænderne rene og begrænser risikoen for smitte