Senere i dag strammes corona-restriktionerne.
Statsminister Mette Frederiksen (S) har haft nogle lange dage.
Tirsdag kom det frem, at coronavirussen i de danske mink har muteret og smittet mennesker med en ny variant. Det kan potentielt blive farligt, da det potentielt kan sætte verdenssamfundets arbejde med en vaccine over styr.
Derfor traf regeringen i går beslutning om, at hele den danske besætning af mink skal aflives. Den beslutning uddyber Mette Frederiksen nu i et opslag på hendes Facebook.
"Vores mulighed for at komme på den anden side af corona er den vaccine, man i hele verden arbejder på højtryk for at udvikle. Det er selvsagt helt afgørende, at en ny vaccine virker bedst muligt. Af hensyn til dem, der risikerer at blive alvorligt syge – og af hensyn til hele vores samfund og økonomi. I Danmark og i hele verden. Og så hele vores fælles indsats ikke har været forgæves."
Her strammes restriktionerne
Alt må derfor sættes ind på, at vi ikke svækker muligheden for at få en virksom vaccine mod corona, fortæller statsministeren.
Hun lover ligeldedes, at restriktionerne bliver strammet for at inddæmme smitten med den muterede coronavirus.
"Sundhedsmyndighederne arbejder på højtryk med den helt konkrete udformning af de nødvendige tiltag, som præsenteres i morgen. Der vil være tale om en nedlukning, der går længere end det, der gælder i resten af landet."
For at inddæmme den smitte, der er sket, er det også nødvendigt med flere restriktioner i de kommuner, hvor den muterede smitte vurderes at være udbredt. Det er lige nu i Hjørring, Frederikshavn, Brønderslev, Jammerbugt, Vesthimmerland, Thisted og Læsø kommuner.
Samtidig fortæller Mette Frederiksen, at hun vil løfte sløret for de nye restriktioner i løbet af torsdagen. Det bliver formentlig på et pressemøde.