Vildt mudderræs ved DM motocross i Aalborg

Regnvejr har også sin Charme, var meldingen fra TV kommentator Kasper Thrane under dagen EKS-Brand DM motocross afdeling i Aalborg, og det fik han i allerhøjeste grad ret i.

Med den tiltagende søndagsregn over Nordjylland blev motocrossbanen sværere og sværere som dagen skred frem, og det gav drama. Skiftende placeringer og kørsel til det yderste stod på menuen for den danske motocross-elite.

Favoritrolle og frieri i MX1

Hjemmebanefavoritten Nichlas Bjerregaard kom til dagens DM-afdeling med en komfortabel føring i mesterskabet, og han var derfor også klar forhåndsfavorit. Det var imidlertid ingen nem opgave som Bjerregaard kom på, da han i dagens første heat måtte kæmpe en hård kamp med amerikaneren Ricky Renner - som kan deltage, da DM er et åbent mesterskab. I det efterfølgende heat stod kampen mod klubkammeraten, Kim O. Sørensen, som der blev skiftet førerposition med flere gange. I sidste ende var det dog Nichlas Bjerregaard der vandt samlet på dagen foran Mathias Gryning og svenske Rasmus Sjøberg.

Kim O. Sørensen kom ikke på det samlede podie, men præstationen i andet heat var helt i top. Om det var dét, der var årsag til dagens bedste pitboard-besked vides ikke, men beskeden på pitboarded lød "Vil du gifte dig med mig". Den kom fra kærsten Lotte, og at dømme ud fra det kæmpe kram hun efterfølgende fik, var svaret vist ja.

Jørgensen udbyggede føring i MX2

I MX2 klassen gjorde konkurrenterne deres bedste for at besejre Mathias Jørgensen, som fører mesterskabet, men selvom der virkeligt blev kørt stærkt, og der blev angrebet fra alle sider, så var der intet at stille op. Mathias Jørgensen er simpelthen for godt kørende, og med en samlet sejr kunne han udbygge sin føring i mesterskabet.

Svenske Felix Nilsson og Randers-køreren Glen Meier var nogle af dem der kæmpede hårdest med om sejren, men de blev altså henvist til anden- og tredjepladsen i nævnte rækkefølge.

Pedersen dominerer U18

I ungdomsrækken, var det endnu en gang et af Danmarks største talenter, der viste at han er en af dem der skal holdes øje med i fremtiden. Rasmus Pedersen var helt suveræn i u18 125cc klassen, og med endnu en samlet sejr udbyggede han sin i forvejen solide føring. Mads Vestergaard og Marcus René Pedersen tog sig af anden- og tredjepladsen på dagen.