Markant færre nordjyder fik besøg af indbrudstyve i løbet af sommerferien. Det viser årets opgørelse af sommer-indbrud foretaget i ugerne 28-32.
Tallene viser, at 191 nordjyske hjem i løbet af fem uger i juli og august var udsat for indbrud.
Og en opgørelse over indbrud i tilsvarende periode de sidste fem år viser et klart og løbende fald i antallet af indbrud. Fx tallet tilbage i 2015 hele 411 indbrud.
Den ansvarlige for Nordjyllands Politis indbruds-indsats, fungerende vicepolitiinspektør Sune Myrup, hæfter sig ved, at det siden 2015 faktisk er lykkedes at nedbringe antallet af anmeldelser med over 50 procent.
Styrket ferie-fokus
Og det store fald glæder naturligvis vicepolitiinspektør Sune Myrup. Han pointerer, at politiet i ferieperioder har særligt fokus på indbrudskriminalitet, fordi antallet af anmeldte kan stige, når folk tager på ferie.
”Samtidig har vi også skruet op for indsatsen, fx har vi etableret en ny berigelsesgruppe, der arbejder med base i Himmerland. Denne enhed efterforsker målrettet mod indbrud,” forklarer Sune Myrup.
Nordjysk håndsrækning til politiet
Vicepolitiinspektøren fremhæver dog også – som en væsentlig del af forklaringen på faldet i indbrud – at nordjyderne er blevet bedre til at sikre deres hjem og indgå i nabohjælpsordninger.
”Vores erfaring er, at nabohjælp og sikring af hjemmet er en vigtig faktor i at nedbringe indbrud, fordi tyve ofte går efter hjem, hvor det ser nemt ud at opnå adgang,” siger Sune Myrup, og han tilføjer, at borgerne også er blevet gode til at videregive tip og informationer til politiet om mistænkelige køretøjer og personer:
”Disse tip kan være vigtige for vores efterforskninger – så jeg vil gerne opfordre nordjyderne til at blive ved med at sende deres tip om mistænkelig adfærd ind til os. De er en vigtig håndsrækning til os,” siger vicepolitiinspektøren i en pressemeddelelse, og han understreger, at politiet ikke hviler på laurbærrene trods faldende indbrudstal.
”Vores indsats med at nedbringe indbruds-kriminalitet fortsætter ufortøvet.”