Studerende fra Aalborg Universitet løser FN-Verdensmål i Brasilien

Seks studerende fra AAU er i denne uge i Brasilien, hvor de samarbejder med andre studerende om at løse FN’s Verdensmål. Fra venstre er det: Robert Nedergaard Nielsen, Emma Elida Ravn, Jacob Lindholm Nørgaard, Peter Bach Lundgaard, Jonas Lassen Eliassen og René Andersen. Foto: AAU

Seks studerende fra Aalborg Universitet er i denne uge i Brasilien, hvor de arbejder med bæredygtig udvikling sammen med chilenske og brasilianske studerende

Hvis verden skal nå de ambitiøse Verdensmål, som FN har vedtaget, så er der brug for samarbejde og innovation. Derfor har studerende fra Aalborg, Chile og Brasilien sat hinanden i stævne i Brasiliens hovedstad, Brasilia, hvor de sammen vil udvikle studieprojekter, der kan fremme bæredygtig udvikling både lokalt og globalt med afsæt i FN's Verdensmål.

For deltagerne er det en ære at kunne bruge sin faglighed til at løse globale udfordringer, mener Emma Elida Ravn, som læser teknoantropologi på Aalborg Universitet.

"Som studerende på teknoantropologi arbejder vi med samspillet mellem mennesker, kultur og teknologi. Her i Brasilien har vi mulighed for at bringe den viden i spil og udvikle spændende projekter sammen med studerende fra resten af verden," siger Emma Elida Ravn efter tre dage i Brasilia.

Det er første gang arrangementet holdes, og planen er at de studerende vil arbejde videre med de udviklede projekter, når de kommer hjem til deres egne universiteter. Arrangørerne håber, at det kan blive en tilbagevendende begivenhed med deltagelse fra endnu flere lande i fremtiden.

Fakta:

- Global SDGs Student Challenge består af tre dages undervisning og workshop, hvorefter de studerende i fællesskab udvikler studieprojekter, som de kan arbejde videre med i fremtiden. Workshoppen foregår i Brasiliens hovedstad, Brasilia, og varer frem til lørdag d. 25. august.

- FN's 17 Verdensmål blev vedtaget globalt i 2015 og indeholder en række målsætninger om at bekæmpe fattigdom og nød og fremme bæredygtig udvikling frem mod 2030.

Du kan læse alle verdensmålene her.