Skeptisk nordjysk millionær måtte køre en tur over Storebælt for at turde tro på sit held

Det krævede en tur til Brøndby, før den anonyme vinder fra Nordjylland troede på, at han havde ramt den store gevinst. Foto: Shutterstock

Der skulle lidt mere end almindelige beviser på bordet, før en casino-spiller troede på, han var blevet millionær.

En nordjyde måtte en tur til Brøndby, før han troede på, at han nu kunne kalde sig millionær. Foto: Shutterstock

Det kan til tider være svært at tro på sit held. Sådan var det da også for en heldig Casino-spiller hos Danske Spil, da han for få uger siden vandt 1,8 mio. kr. på Casino-spillet Grand Spinn. Den heldige spiller, der gerne vil være anonym, er en mand i 50’erne fra Nordsjælland.

"Jeg sad en aften og hyggede mig med at spille lidt forskellige Casino spil på Danske Spils hjemmeside. Jeg spiller normalt lidt roulette, men tilfældet ville, at jeg den aften også gav Grand Spinn en chance. Jeg vekslede lidt mellem de to, og da jeg lukkede ned for at gå i seng, troede jeg, at jeg havde lukket begge spil," siger vinderen stadig forundret, da Danske Spil taler med ham efterfølgende.

Den nyslåede millionær gik således i seng helt uden at vide, at der i mellemtiden var føjet en jackpot på 1, 8 millioner kroner til hans konto. Han opdagede først gevinsten, da han næste morgen tjekkede sin mail og så, at der var en besked fra Danske Spil, som ønskede ham tillykke.

"Jeg troede ikke på det. Det virkede helt forkert, for jeg havde jo slet ikke set det komme. Da jeg så gik ind og tjekkede min spilkonto, kunne jeg ikke se noget der, for der var åbenbart lidt problemer med en opdatering lige præcis på det tidspunkt. Så jeg var bestemt ikke overbevist," lyder det.

Tog bilen til Brøndby

Efter at have overvejet det lidt, sender mailen videre til sin søster. Han er selvstændig håndværker, og hun hjælper ham med hans regnskab af og til. De to bliver enige om, at han hellere må ringe ind til Danske Spils kundecenter.

"Jeg får fat i en flink mand, som siger, at den er god nok. Jeg har vundet 1,8 mio. kr. på Grand Spinn. Jeg kan også på det tidspunkt se pengene på min spilkonto, men jeg kan slet ikke tro på det," forklarer vinderen.

For at vide sig sikker, beslutter han sig for at tage sig en lille køretur.

"Jeg tager simpelthen bilen og kører ud til Danske Spil i Brøndby. Så går jeg ind i receptionen og viser mit kørekort og spørger, om det virkelig kan passe, at jeg har vundet så mange penge. Jeg spørger også om den medarbejder, jeg talte med fra kundecenteret, virkelig arbejder her. Så mistroisk er jeg stadig på det her tidspunkt," griner vinderen.

Receptionen kan dog berolige vinderen. Pengene er vundet, og personen fra kundecenteret er virkelig. Han sidder godt nok i møde, og kan ikke komme ud og sige hej til vinderen, men han findes!

"Så kørte jeg hjem igen, men helt rolig var jeg først, da jeg kunne se pengene på min bankkonto nogle dage efter."

Mere kræsen med arbejdet

Pengene går nemlig ind på kontoen hos vinderen, og her efter et par uger, er han ved at komme sig ovenpå den store overraskelse. Han er også begyndt at overveje, hvad pengene skal bruges til.

1,8 mio. kr. er jo ikke nok til du kan slappe af resten af livet, men det er nok til at købe lidt frihed. Jeg har bedre råd til at være kræsen med arbejdet. Jeg behøver ikke sige ja til hvad som helst. Det betyder virkelig meget for mig," fortæller han i en pressemeddelelse.

Derudover har han en stor kærlighed til biler, så han forklarer, at han nok lige skal ud at kigge på et par stykker. Dertil kommer lidt gæld, som formentlig skal ud af verden. Sidst men ikke mindst er der nogle familiemedlemmer som kan se frem til lidt forkælelse.

"Altså min søster skal ikke forvente, at jeg bare giver gaver altid fra nu af, men hun skal nok have en lille ting eller to, og så kommer jeg nok også til at forkæle min nevø lidt. Måske lidt meget," slutter vinderen med et grin.