Se billederne: Villa i Aalborg slår lokale rekorder - sælges for stort millionbeløb

Sådan ser den flotte villa ud. Du kan se flere billeder i bunden af artiklen. Foto: Boliga.dk

Kæmpestore millionhandler er ikke kun noget, der hører København og Nordsjælland til. Det har Aalborg netop slået fast - igen.

Handlen af et 376 kvadratmeter stort hus i den eksklusive bydel Hasseris er nemlig netop gået gennem tinglysningen, der afslører, at køberne har givet hele 27 millioner kroner for deres nye hjem.

Det gør hussalget til det dyreste, der nogensinde er registreret i Aalborg Kommune. Det oplyser Boliga.dk.

Villaen var ikke udbudt offentligt til salg forud for handlen, der dog bekræftes af ejendomsmægler Jette Gudiksen fra liebhavermæglerkæden Thorkild Kristensen:

"Jeg kan bekræfte, at vi har solgt huset, men har ikke yderligere kommentarer," siger Jette Gudiksen til Boliga.dk.

Tidligere på året stod mæglerkæden bag en anden handel i Limfjords-kommunen, der også var oppe og pille ved rekorderne. I løbet af sommeren blev en lejlighed i projektbyggeriet Siloen nemlig solgt for den højeste pris, en ejerlejlighed nogensinde er gået for i Aalborg.

Lejligheden skiftede ifølge Boliga.dks oplysninger ejere efter en handel til 17,3 millioner kroner.

Ikke store forskelle

Men selvom Aalborg i år har slået godt fast, at der også på disse breddegrader sælges liebhaveri i landets helt tunge prisende, er der ikke de store udsving at spore på kommunens generelle marked.

Ser man på de gennemsnitlige salgskvadratmeterpriser, som Aalborg Kommunes villaer og rækkehuse er gået for i 2019s første halvår, har der sammenlignet med sidste år været en lille nedadgående tendens på blot én enkelt procent. Det viser data fra Boliga.dk.

I årets første halvdel er husene i Aalborg i gennemsnit solgt for 15.728 kroner pr. kvadratmeter, mod 15.904 kroner i samme periode året før.

Til sammenligning er en gennemsnitlig huskvadratmeter i Aarhus solgt for 24.639 kroner, mens køberne i København har betalt 42.616 kroner pr. huskvadratmeter i årets første seks måneder.

Her kan du se Aalborgs dyreste villaer