Rubjerg Knude Fyr flyttes tirsdag

Tirsdag har fyrtårnet flyttedag. Foto: Shutterstock

Det ikoniske fyrtårn i Nordjylland er sat på ”rulleskøjter”, der skal fragte fyret væk fra kystlinjen og dermed sikre fyret for fremtiden. Hvis vejrudsigten holder, bliver flytningen sat i gang på tirsdag.

Rubjerg Knude Fyr står i dag få meter fra kanten af klinten ved Lønstrup. Her har Vesterhavet gennem årene ædt sig ind på klinten, så der nu kun er få meter mellem fyret og kanten.

Fyret er en af Nordjyllands mest besøgte turistattraktioner, og for at sikre det for fremtiden bliver det flyttet 60-80 meter ind i landet på tirsdag den 22. oktober, hvis vejret tillader det. Hjørring Kommune har taget initiativ til flytningen, som Miljø- og Fødevareministeriet har støttet med fem mio. kroner.

"Rubjerg Knude Fyr er et nationalklenodie. Jeg tager hatten af for det store arbejde, Hjørring Kommune har udført for at sikre, at vi alle sammen fortsat vil kunne tage turen til Nordjylland og få en oplevelse ud over det sædvanlige i det unikke naturområde. Nu krydser vi fingre for, at missionen lykkes, for det er selvfølgelig ikke uden risiko at flytte rundt på et gammelt fyrtårn," siger miljøminister Lea Wermelin.

Det tager cirka 10 timer at flytte det 23 meter høje fyrtårn. Fyret er blevet sat på særlige hjul og skinner, der gør det muligt at rulle det væk fra kanten af klinten omkring otte meter i timen.

Opgaven er særdeles afhængig af vind og vejr, og derfor kan det blive nødvendigt at aflyse hele operationen i sidste øjeblik. Hjørring Kommune forventer, at op mod 25.000 interesserede vil lægge vejen forbi på flyttedagen.

"Vi skriver historie ved at flytte fyret, der har uvurderlig betydning for hele området og for Hjørring Kommune. Flere end 250.000 besøgende lægger årligt vejen forbi fyret, og hvis alt går vel under flytningen, fortsætter de forhåbentlig med at komme. Mange ting kan gå galt, men vi løber gerne den risiko, for alternativet vil være at pille fyret ned," siger borgmester Arne Boelt fra Hjørring Kommune i en pressemeddelelse.

Efter flytningen vil fyret stadig stå på toppen af Rubjerg Knude med udsigt over havet. Naturstyrelsen ejer fyret, og der vil fortsat være fri og gratis adgang efter flytningen.

Oplev flytningen

Flytningen sættes efter planen i gang fra morgenstunden tirsdag den 22. oktober og varer ca. 10 timer. Der forventes mange besøgende, og Hjørring Kommune indsætter shuttlebusser fra både Løkken og Hjørring.

Find mere info om flytningen på fyretflytter.dk.

Skulle vejret ændre på flytteplanerne, bliver det meldt ud på facebooksiden for flytningen.

Om Rubjerg Knude fyr

  • Fyret er kendt for sin unikke og dramatiske placering på toppen af Rubjerg Knude.
  • Naturstyrelsen er ejer af fyret
  • Fyret er 23 meter højt og blev bygget i 1899. Dengang stod det cirka 200 meter fra kysten.
  • Kysterosion foran Rubjerg Knude Fyr er ca. 2 meter årligt
  • Hjørring Kommune vurderer, at det skulle tages ned om 1-2 år, hvis det ikke skulle flyttes.
  • Rubjerg Knude Fyr skal flyttes 60-80 meter ind i landet.
  • Flytningen vil tage ca. 10 timer, og fyret vil bevæge sig ca 8 meter i timen.