Stram Kurs-stifteren Rasmus Paludan tager et smut til Aalborg Karneval i weekenden.
Den kontroversielle politiker og partiformand fra partiet Stram Kurs, Rasmus Paludan, har meldt sin ankomst til Aalborg Karneval på lørdag. Det skriver partiet på sin officielle side på Facebook.
Besøget i Aalborg bliver kulminationen på et par dages rundtur i landsdelen, hvor politikeren har været på tur for at overbevise nordjyderne om, at de skal sætte deres kryds ved hans navn, når danskerne stemmer til Folketingsvalget på Grundlovsdag.
Fredagen bruger Rasmus Paludan også i landsdelen, hvor han bl.a. dukker op og fortæller om sin politik i Thisted, Hjørring, Brønderslev, Skagen og en hel rækker andre byer, inden han slutter dagen af på torvet i Hobro fredag aften
Succes på Youtube
Paludan er for alvor blevet kendt via en række kontroversielle happenings og demonstrationer og de stærke modreaktioner, de har medført, siden han i 2017 begyndte at filme demonstrationerne og offentliggøre dem på Youtube. Blandt andet har han arrangeret en række demonstrationer rundt om i landets udsatte boligområder, hvor han er kommet med rabiate udtalelser og har spyttet på, kastet med og fået sine meddemonstranter til at brænde Koranen.
Hvor vidt Rasmus Pauldans besøg til Aalborg Karneval også skal filmes til en af partiets videoer på Youtube vides ikke.