Fem nye øko-shelters kommer i 2020 til at pryde vandet ved Egholm og skabe flere muligheder for at udforske og overnatte på Danmarks største øko-ø.
"Der er to spor i projektet: På den ene side har vi turismesporet, hvor disse shelters kan bidrage til, at flere turister får øjnene op for, hvilke unikke muligheder Egholm har at byde på som udflugtsmål. På den anden side giver de nye shelters endnu flere muligheder for alle de skoler, foreninger, spejderkorps og meget andet, der bruger øen rekreativt og som læringsrum," fortæller Lis Rom Andersen, projektleder hos Center for Grøn Omstilling.
De fem shelters er designet af Bjerg Arkitektur og bygges af bæredygtige materialer. Hvert shelter er udstyret med en terrasse, et bålsted og et sejl, som kan skubbes af og på efter behov. De flyder på vandet, og er fortøjet til en pæl, hvilket gør det muligt at 'skille dem ad'. Det giver fleksibilitet til at bruge dem i forskellige konstellationer og af flere grupper ad gangen.
"Vi tror på, at de nye shelters giver så mange yderligere muligheder på Egholm, at vi vil se en stigning i både antallet af turister og antallet af skoler, foreninger, spejdere mm. som besøger øen. Egholm byder i forvejen på rigtig mange aktiviteter og oplevelser, og i den palette af naturoplevelser, lokalproducerede økologiske fødevarer, gode lystfiskermuligheder, skønne vandrestier og meget mere, vil de nye shelters med deres fleksibilitet tilføje endnu flere muligheder," siger Lis Rom Andersen.
Stigende interesse for overnatning i naturen
Ifølge Visit Aalborg er interessen for og kendskabet til primitive lejrpladser i Aalborg og til Egholm stigende. I perioden 2014 til 2018 steg interessen for naturlejrpladser med 66 % og interessen for Egholm med 162 % målt på besøg på Visit Aalborgs hjemmeside.
Projektet er støttet af Nordea-fonden, der så en oplagt mulighed for at skabe nogle unikke naturoplevelser for Egholms besøgende.
"Flere søger ud i det fri, hvor man kan se stjernehimmel, sanse naturen på egen hud og få gode oplevelser året rundt sammen med andre. Derfor har vi valgt at støtte øko-shelters med 1.200.000 kr," siger Henrik Lehmann Andersen direktør i Nordea-fonden. Fonden har de næste tre år netop fokus på at støtte aktiviteter, der får flere ud i det fri.
Også rådmand for Miljø- og Energiforvaltningen Lasse P.N. Olsen glæder sig over projektet, og de muligheder de nye shelters medfører:
"De nye shelters er et godt supplement til alt det Egholm i forvejen har at byde på, og er en oplagt mulighed for at opleve naturskønne omgivelser og økologisk fødevareproduktion helt tæt på. Forhåbentlig kan det bidrage til, at endnu flere får øjnene op for den enestående økologiske oase midt i Aalborgs byrum vi har i Egholm," siger han.
Om de nye økoshelters på Egholm
- I 2018 var der 6252 elever og lærere fra Aalborg Kommunes skoler på Egholm, og tallet har været stabilt i de senere år. Vi forventer en stigning i antallet af elever fra folkeskolen med 15 % på grund af de bedre og mere attraktive lærings- og overnatningsmuligheder, svarende til ca. 1000 flere om året.
- Der er 3400 spejdere i Aalborg Kommune, og det forventes at minimum 15 % af spejderne over en 3-årig periode vil besøge Egholm, svarende til ca. 450 besøgende spejdere over de kommende 3 år.