Politiet har udgivet seks gode råd, der skal sikre alle et festligt og trygt karneval.
I anledning af weekendens karneval har Nordjyllands Politi offentliggjort seks gode råd til deltagerne. På Facebook kalder politiet selv rådene for "voksen-kedelige", men de mener dog stadigvæk, at de er gode at læse igennem inden festen går i gang.
Her er politiets seks gode råd:
1 - Få noget ordentlig morgenmad. Ja, det lyder da hyggeligt med et halvt rundstykke med pålægschokolade og 1-2-3-4 sidevogne til, men det er ikke en ordentlig bund. Tænk på, at dit næste måltid måske først er klokken 16.
2 - Planlæg din brandert. Det lyder nederen og underligt og voksent, bevares, men det ér bare ikke fedt at blive smidt med en taxa hjem klokken 13, fordi man har drukket for meget morgenmad.
3 - Drop stofferne. Et karneval med 100.000 mennesker er ikke dagen, hvor du har lyst til at få en psykose (det har man faktisk aldrig lyst til at få).
4 - Hold fast i vennerne! Og snak endelig med dem. Sig til, hvis du skal over for at snakke med hende i Pikachu-kostumet, eller hvis du skal finde et sted at tisse, så de kan vente på dig.
5 - Begrav stridsøksen (og karnevalsvognen)
Skal du i kilden, eller gider du ikke slæbe på din vogn mere, så husk, at du kan begrave den over for Kildeparken. Så bliver der kvitteret med en øl og en highfive.
6) Tømmermændene kommer i løbet af aftenen, så hvis du ikke kan holde til at smutte i byen efter 12 timer i sprit, så husk at have tanket op på chips, panodiler og Sex and the City derhjemme. Så er du klar igen søndag.
Derudover oplyses det, at servicecenteret på Aalborg Politigård, Jyllandsgade 27, holder åbent både lørdag og søndag kl. 7-23, så man kan aflevere de fundne mobiler, nøgler og venner - eller afhente tilsvarende. Slutteligt ønsker Nordjyllands Politi weekendens karnevalsdeltagere en god fest.