Fri cykel skal fremover være en naturlig del af den lønpakke, som almindelige, danske lønmodtagere skal kunne forhandle sig frem til. I hvert fald hvis man spørger Aalborgvirksomheden Jooll.
Gennem Jooll kan virksomheder lease cykler – hovedsageligt eksklusive el-cykler – med det formål at lade dem indgå i de lønpakker, som virksomhederne tilbyder deres medarbejdere. Virksomhederne betaler leasingen af cyklen, mens medarbejderne bliver beskattet af værdien – præcis som det er tilfældet med fri bil i dag.
Ifølge Anders Torp skal det gøre de eksklusive Jooll-cykler tilgængelige for et bredere publikum, uden det slider på likviditeten hos hverken virksomhed eller medarbejder.
"Det kan være ganske bekosteligt for en børnefamilie at investere i en ladcykel med elmotor. Nu giver vi mulighed for, at virksomheden kan lease en Jooll for en relativt beskeden månedlig ydelse og tilbyde den som et personalegode, som medarbejderen bliver beskattet af," siger Anders Torp.
Modellen betyder, at en Jooll til en værdi af 35.000 kr. kan leases af virksomheden inkl. forsikring og service af for omkring 1.000 kr. om måneden, hvilket medarbejderen så skal svare skat af.
Manglede ikke en bil
Idéen til Jooll opstod, da den anden del af iværksætterduoen, Anders Westergård, vendte hjem til Danmark med familien efter et længere udenlandsophold. Her blev han tilbudt et job i København, hvor en del af lønpakken var en fri bil. Men Anders Westergård havde ikke brug for en bil – han havde meget mere brug for en god el-ladcykel til at klare familiens, daglige logistiske udfordringer i den københavnske myldretidstrafik.
Til hans store overraskelse var der ikke nogen dansk virksomhed, der kunne tilbyde sådan en løsning for ham og hans arbejdsgiver.
"Jeg rådførte mig hos Anders (Torp, red.), der har selv har en fortid som arbejdsgiver, og idéen til virksomheden tog form. Vi tror på, at der er et kæmpe potentiale for virksomheder, der ønsker at sende et signal til nuværende og kommende medarbejdere om, at de rent faktisk tager et samfundsmæssigt ansvar – både i forhold til medarbejdernes sundhed, men også i forhold til klima- og miljø," siger Anders Westergård.
Personalegode skal gælde flere
Jooll-stifterne har ingen intention om, at Jooll skal konkurrere med ordningerne for fri bil, men de tror på, at Jooll kan blive et supplement, som kan blive tilgængelig for en markant bredere målgruppe.
"Jooll er naturligvis et markant billigere personalegode end fri bil – både for virksomhed og medarbejder. Derfor har vi også en forventning om, at langt flere personalegrupper vil få mulighed for at vælge fri cykel som en del af deres lønpakke i fremtiden," siger Anders Torp.
Læs mere om Jooll på virksomhedens hjemmeside.