Årets sommerferie: I år kan nordjyderne rejse med flere afgange og til flere nye destinationer

Foto: Aalborg Lufthavn

April 2019 bød på en samlet tilbagegang på 10,0 procent – med indenrigstrafikken som primære årsag, der var påvirket af påskedage og pilotstrejke. Sidst i april åbnede en ny og moderne sikkerhedskontrol – klar til at tage imod sommerens forventningsfulde ferierejsende.

I april 2019 var der fremgang i chartertrafikken, men tilbagegang i udenrigs- og indenrigstrafikken, der gav en samlet tilbagegang på 10,0 procent. Således rejste 114.799 passagerer til og fra Aalborg Lufthavn i april 2019 mod 127.586 i april 2018.

Chartertrafikken på fuld styrke i sommersæsonen

Chartersæsonen står for døren, hvor de fleste charterselskaber har sendt de første ferieglade danskere mod varmere himmelstrøg. Klar til sæsonens charterrejsende står også en ny og moderne sikkerhedskontrol, der med fire flows og et automatisk bakkesystem gør starten på ferien endnu nemmere.

"Efter et vinterprogram med et markant lavere udbud for de ferierejsende, ser det ud til, at sommercharterprogrammet er på samme niveau som sommeren 2018. Samtidig er der spændende nyheder at se frem til, når blandt andet SunCharter den 4. maj har første afgang til det græske fastland, til tre nye græske ferieperler. Derudover sætter Bravo Tours ekstra ind på Azorerne og introducerer Golden Sands med Great Dane Airlines," siger lufthavnsdirektør Søren Svendsen. 

Chartertrafikken gik frem med 18,7 procent i april 2019 – med 7.542 charterrejsende i år mod 6.354 i april 2018.

Påskedage og pilotstrejke skabte udfordringer i indenrigstrafikken

Indenrigstrafikken gik i april 2019 tilbage med 12,5 procent – en nedgang, der skal ses i lyset af påskedagene, hvor der var færre erhvervsrejsende, samt situationen omkring den nylige pilotstrejke hos SAS, der resulterede i flere aflysninger til og fra København. I april i år rejste 63.809 passagerer indenrigs til og fra Aalborg mod 72.883 i april 2018.

"April må siges at have været en hård måned for indenrigstrafikken. Vi havde fra start forventet en tilbagegang, grundet helligdagene i påsken, som sidste år faldt i marts, men sidste og denne uges pilotstrejke i SAS var uventet. Det er en ærgerlig situation, som resulterede i en række aflyste afgange fra Aalborg til København i april – svarende til omkring 3.000 passagerer," slutter Søren Svendsen.

Op- og nedture i udenrigstrafikken

I antallet af rejsende til udlandet i april 2019 var der en tilbagegang på 10,1 procent, med 48.349 udenrigspassagerer i april sidste år mod 43.448 udenrigspassagerer i år. På trods af tilbagegangen havde netværksselskaber som KLM medvind i april 2019. Set i forhold til april 2018 vidner en passagervækst på over 9 procent om en forhøjet rejselyst til blandt andet oversøiske destinationer via Amsterdam.