En lejlighed i Grønnegade betegnes som unikt liebhaveri, og er - muligvis - en af Danmarks vildeste lejligheder.
Har man ikke ligefrem en nethinde som Tim Burton eller Tolkien kan det måske være svært at forestille sig en toværelses-lejlighed som værende meget andet end to rum, nogle vinduer, vægge og døre - et køkken og et badeværelse - sandsynligvis af “bak ind”-slagsen.
Men en helt ny adresse har netop meldt sig på markedet - og den kan trods sine beskedne 48 kvadratmeter og en pris, der hverken springer rammen i den ene eller anden retning - konkurrere med de helt store.
"Jeg har aldrig set så fin en toværelses i de 25 år, jeg har været mægler. Jeg var blown away, da jeg kom ind - det var som at træde ind i et helt andet univers," siger Jette Gudiksen fra Ejendomsmæglerfirmaet Thorkild Kristensen, der har lejligheden til salg, ifølge Boliga.
"Det er 48 kvadratmeter liebhaveri, sælger har haft fat i det hele. Køber kan være en ung fyr eller pige - måske et par, der tænker, den lejlighed skal jeg bare ha’ - der er helt sikkert købere til den slags liebhaveri i Aalborg."
Lejligheden ligger i Grønnegade midt i Aalborg, og udbudsprisen lyder på 1.895.000 kroner.
Dermed når den gennemsnitlige kvadratmeterpris for ejerlejligheden op på knap 39.500 kroner, hvilket er en anelse over gennemsnittet i området. Ifølge helt ny data fra Boliga er ejerlejlighederne i Aalborg postdistriktet for øjeblikket udbudt til salg for 24.344 kroner pr. kvadratmeter.
Normalt er “unik” ikke ligefrem et begreb, landets ejendomsmæglere er bange for at anvende - tal fra Boliga viser, at 20 procent af de ejerlejligheder, der for øjeblikket er udbudt til salg, har fået det attraktive superlativ med. Men ikke desto mindre kan der måske være noget om det her.
Lejligheden er nemlig forsynet med elementer som nedsænket seng, badeværelsesskabe skjult bag klinker, ståldør og trædetaljer på både gulve, vægge og lofter.
I løbet af de senere år er der solgt flere liebhaverlejligheder af den mere klassiske slags i den nordjyske hovedstad.
Eksempelvis blev en 315 kvadratmeter stor lejlighed i Musikhuskvarteret solgt for 13,5 millioner i 2016, hvilket ifølge Boliga er det dyreste lejlighedssalg i Aalborg nogensinde.
Også i 2017 var Aalborg atter deroppe af, da en 327 kvadratmeter stor lejlighed på Havnepromenaden skiftede hænder for 11,35 millioner kroner.