Aalborg Kommune og det svenske firma VOI har indgået en toårig samarbejdsaftale om at indsætte 100 udlejnings el-løbehjul på gaden i Aalborg. Løbehjulene bliver lanceret mandag på Gables Torv.
Aalborg Kommune vedtog i februar 2019 en ny mobilitetshandlingsplan, som bl.a. indeholder mål for mobiliteten i kommunen. Formålet med at introducere el-løbehjul i byen er bl.a. at udvide mobilitetsudbuddet for at gøre flere mobile, samt i kombination med fx kollektiv trafik, at opnå færre bilture.
Rådmand i By- og Landskabsforvaltningen Hans Henrik Henriksen fortæller:
"Jeg glæder mig meget til at give Aalborgs borger og gæster endnu et mobilitetstilbud i byen. Efter at have indsamlet erfaringer fra de andre danske byer, mener vi nu at have fundet en god model til implementeringen i Aalborg".
Brugerne af elløbehjul skal uddannes
VOI er en af Europas førende virksomheder inden for udlejning af el-løbehjul, og de mange erfaringer fra udlejning i bl.a. andre danske byer har været en god viden at bruge i implementeringen i Aalborg:
"Vi er glade for at kunne tilbyde elektriske løbehjul i Aalborg og supplere den kollektive transport, så Aalborgenserne får bedre adgang til bæredygtig mobilitet. Vi har nu fokus på at uddanne brugerne, så løbehjulene bliver brugt og parkeret ansvarligt i byen fra start", siger Eric André, General Managers Nordics ved VOI, i en pressemeddelelse.
Sådan forløber løbehjuls-premieren
- Lanceringen af el-løbehjulene finder sted mandag 11. november på Gabels Torv.
- Løbehjulene vil blive fordelt rundt på stationerne i løbet af morgenen og formiddagen.
- Fra kl. 12 vil VOI uddanne brugere i brugen af el-løbehjul samt uddele hjelme og Credits til brugerne af løbehjulene.