Opturen fortsætter - rekordmange jobs i Aalborg

Borgmester Thomas Kastrup-Larsen er begejstret for nye tal, som viser, at Aalborg sætter rekord i lønmodtagerjobs. Foto: Aalborg Kommune

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at der nu er 108.917 lønmodtagerjobs i Aalborg, hvilket er rekordhøjt. I løbet af 2018 er der skabt knap 1.700 nye jobs, primært i den private sektor.

"Det glæder mig, at det går så godt i Aalborg, og at virksomhederne ansætter flere og flere mennesker for at kunne følge med efterspørgslen. Vi har nået det ambitiøse mål, som vi satte os i kommunens erhvervsstrategi for 2015-2018", fortæller en smilende Thomas Kastrup-Larsen.

I løbet af 2018 er der skabt i alt 1.691 nye jobs i Aalborg. Det er især den private sektor, som står bag de mange nye jobs, idet der er 1.207 flere personer, som blev ansat i en privat virksomhed sidste år. Tonny Thorup, erhvervschef i BusinessAalborg, Aalborg Kommune uddyber:

"Ser vi på brancher, er det især erhvervsservice, industri samt bygge og anlæg, som oplever høj jobvækst. Jeg kan derfor konstatere, at den tidligere tilbagegang inden for industrien er vendt. Her er der nemlig skabt 324 nye jobs det seneste år".

Over alle forventninger: 7.649 nye jobs

I Aalborg Kommunes erhvervsstrategi for perioden 2015-2018 satte Aalborg Erhvervsråd et ambitiøst mål om at skabe 7.500 nye jobs inden udgangen af 2018.

"Vi er glade og stolte over at komme i mål og endda overgå målet om at skabe 7.500 nye jobs på fire år. Det vidner om et både handlekraftigt og konkurrencedygtigt erhvervsliv. Samtidig glæder der mig at se, at mange af de nye jobs er gået til mennesker, som også bor i vores kommune", siger Thomas Kastrup-Larsen.

Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at 72 procent af lønmodtagerne både arbejder og bor i Aalborg Kommune, 22 procent bor i en af de andre nordjyske kommuner, og 6 procent har bopæl uden for regionen eller i udlandet.

"De mange nye jobs er især skabt inden for bygge og anlæg, industri samt erhvervsservice. Især byggebranchen markerer sig stærkt med en jobvækst på 29 procent over fire år. Med en befolkningsvækst på ca. 1.700 om året er Aalborg et attraktivt område. Det betyder, at der bliver bygget boliger som aldrig før samtidig med, at erhvervsbyggeriet tager fart, uddyber Tonny Thorup.

Hviler ikke på laurbærrene

Aalborg Kommune har netop vedtaget en ny erhvervsstrategi for perioden 2019-2020. Under overskriften "Aalborg bygger bro" sættes scenen for de prioriteringer og indsatsområder, som Aalborg Kommune fokuserer på for at sikre den bedst mulige erhvervsudvikling i Aalborg og Nordjylland de kommende år.

De overordnede formål med erhvervsstrategien er ifølge Thomas Kastrup-Larsen at skabe flere jobs, mere vækst og flere virksomheder, som enten etableres eller flytter til Aalborg.

"Vi hviler ikke på laurbærrene i Aalborg. Vi har sammen med Aalborg Erhvervsråd sat et nyt mål om 20.000 flere jobs inden 2030. Selvom vi måske ikke kan blive ved med at sætte den ene jobrekord efter den anden, sætter vi barren højt. Vi tror på, at Aalborg har et solidt fundament for vækst i kraft af vores unikke styrkepositioner i fx IKT og energi, vores innovative og internationale virksomheder og Aalborg Universitet, som sætter standarden for international forskning og er anerkendt for deres tætte bånd og samarbejde med erhvervslivet", slutter Thomas Kastrup-Larsen.