Ny festival i Aalborg: Verdensstjerner fejrer berømt komponists 250 års fødselsdag

Anne-Sophie Mutter vil sammen med en hel række andre verdenskendte musikanter fejre stjernen, der startede det hele. Foto: Musikkens Hus

I 2020 kunne den tyske komponist Ludwig Van Beethoven være fyldt 250 år. Det fejrer Musikkens Hus i Aalborg med en særlig Beethoven-festival, der byder på en kavalkade af komponistens største værker fremført af en håndfuld af den klassiske musikverdens helt store navne.

Lyse og mørke, melodiøse og elegante, brutale og blide værker. Ludwig Van Beethoven var en komponist, som turde eksperimentere med rytme, form og tonalitet, og som blev inspiration og forbillede for mange af de efterfølgende romantiske komponister. Til trods for den store tragedie, at han blev døv, skabte han lige til sin død de mest pragtfulde værker, som stadig hyldes verden over.

Næste år i 2020 kunne den anerkendte komponist og pianist være fyldt 250 år, og det fejres på behørig vis af Musikkens Hus, der i denne anledning inviterer til Beethoven-festival:

"Vi lader det naturligvis ikke gå ubemærket hen, at Beethoven kunne være fyldt 250 år. Derfor præsenterer vi nu en festivalweekend, der hylder ham som komponist gennem en række af hans største værker. Det bliver en fejring af international standard, der er ham yderst værdig," lyder det fra programchef i Musikkens Hus, Jeppe Uggerhøj.

International fejring

Festivalweekenden skydes i gang fredag den 15. maj, når Aalborg Symfoniorkester sammen med dirigent Hans Graf og solist Baiba Skride demonstrerer Beethovens enorme spændvidde og mangfoldighed gennem den heroiske og dramatiske tredje symfoni og inderligheden i hans storladne violinkoncert.

DR SymfoniOrkestret og chefdirigent Fabio Luisi markerer Beethoven-året med en særlig turné med verdensstjernen Anne-Sophie Mutter som solist. Publikum kan se frem til at opleve Mutter på scenen i Musikkens Hus med Beethovens 2. Violinromance og den poetiske Tripelkoncert, hvor hun får selskab af cellisten Daniel Müller-Schott og pianisten Lauma Skride. Sammen danner de solisttrioen i Beethovens Tripelkoncert; et af komponistens lyseste værker, som viser en anden side af den ofte så kraftbetonede komponist.

Søndag kulminerer fejringen, når Die Deutche Kammerphilarmonie Bremen og Elisabeth Leonskaja lægger til land med deres krydstogtskib i Limfjorden og indtager Koncertsalen med et flot Beethoven-program. Bremen Kammerorkester er et af verdens førende kammerorkestre, som i en lang årrække har bjergtaget publikum med deres unikke stil. Den estiske dirigent Paavo Järvi har siden 2004 været kunstnerisk chef for orkestret, som blandt meget andet har høstet anerkendelse verden over for netop deres ’Beethoven Project’.

Ludwig Van Beethoven var bosat i Wien indtil sin død i 1827. Hans mest kendte kompositioner er ni symfonier, fem klaverkoncerter, 32 klaversonater og 16 strygekvartetter. Beethoven komponerede desuden kammermusik, korværker og sange.