Politiet med mystisk besked: Hvem ejer værdifuld lyserød kuffert?

Sådan ser kufferten ud. Er den din? Foto: Nordjyllands Politi

Politiet efterlyser ejeren af en lyserød kuffert med en mystisk besked.

Det er ikke noget særtilfælde, at Nordjyllands Politi fremlyser en hund eller efterlyser en formodet gerningsmand, som politiet gerne vil tale nærmere med. I disse tilfælde plejer politiet at være meget ligefrem. Tirsdag har de dog efterlyst en pink trolley-kuffert, men her er beskeden noget mere mystisk. 

"Vores hittegodsansvarlige på Aalborg Politigård har fået denne lyserøde trolley indleveret. Den er fundet efterladt på gaden foran en genbrugsbutik på Saltumvej i Aalborg Øst. Og hvorfor nu fremlyse den?," skriver Nordjylland Politi på deres Facebook, hvor de også har offentliggjort et billede af trolleyen. 

Derefter fortsætter beskeden: 

"Jo, sagen er den, at trolleyen indeholder noget af værdi, som er interessant for ejeren. Vi siger ikke, hvad det er, men vi håber på, at mange vil hjælpe med at dele dette opslag vidt og bredt – for vi er temmelig sikre på, at ejer vil blive ganske glad for at få trolleyens indhold retur."

Yderligerer pointerer politiet, at man - som det er kutyme - skal kunne redegøre for, at man rent faktisk er den retmæssige ejer, inden man får kufferten udleveret. Er kufferten din eller ved du, hvem den tilhører? Så tag kontakt til Nordjyllands Politi på Aalborg Politigård. 

Foto: Nordjyllands Politi / Facebook.com