Pludseligt sparker han umotiveret en kvinde i ansigtet

Foto: Shutterstock

En agressiv ung mand lod sine frustrationer gå ud over en tilfældig kvinde i 30'erne.

Opdatering: Nordjyllands Politi har nu fået fat i gerningsmanden, derfor fjerner vi billedet. Derudover fremstår artiklen som ved offentliggørelse. 

-----

Nordjyllands Politis efterforskning af en alvorlig voldsepisode fører nu til, at politiet efterlyser den formodede gerningsmand med et overvågningsfoto. Voldssagen udspillede sig på Aalborg Banegård før jul.

Fredag formiddag, 18. december sidste år klokken 11.21, indfandt en indtil videre ukendt mand sig i venteværelset på Aalborg Banegård. Ifølge vidneforklaringer havde han en aggressiv adfærd på stedet.  

”Og inde i venteværelset tildelte han, ganske umotiveret, pludselig offeret – en kvinde sidst i 30’erne – et spark i ansigtet,” forklarer den ansvarlige for efterforskningen af sagen, fg. politikommissær ved Nordjyllands Politi, Preben Klitgaard.  

Herefter løb den formodede gerningsmand ud fra banegården gennem hovedindgangen og forsvandt i retning mod J. F. Kennedys Plads. 

Skal drages til ansvar

”Vold er en alvorlig sag, og de ansvarlige skal drages til ansvar. Da vores efterforskning ikke har ført til, at vi har kunnet fastslå den formodede gerningsmands identitet, så efterlyser vi ham nu i offentligheden med et billede, der stammer fra overvågningen på stedet,” siger fg. politikommissær Preben Klitgaard. 

Den eftersøgte person har følgende signalement:

  • Mand
  • Dansk af udsende
  • Ca. 180-185 cm høj
  • Kraftig af bygning.
  • Han var iført sort hættetrøje, sorte bukser og sorte kondisko med hvid sålkant af mærket Nike. 
  • Manden talte desuden dansk.

Man kan kontakte politiet vedr. sagen på telefon 114, oplyser Nordjyllands Politi. 

”Ring straks til os, hvis man kan genkende den eftersøgte mand på billedet, eller hvis man i øvrigt har andre relevante oplysninger i sagen,” siger Preben Klitgaard, der i næste åndedrag også opfordrer den formodede gerningsmand til at melde sig til nærmeste politi.