Årernes løb har også sat sine spor på den hårdslående John Rambo. Foto: Lionsgate Entertainment
Siden 1982 har Sylvester Stallone være kendt for to ting. Den boksende Rocky Balboa og Vietnamveteranen John Rambo. Selvom Rocky for længst har smidt håndklædet i ringen og overladt boksningen til andre, så er det først nu, at Rambo er klar til at pensionere det røde pandebånd og den savtakkede dolk. Det gør han med sin femte og sidste film, Rambo: Last Blood, der er ude nu.
Jeg elsker en god actionfilm, og har som så mange andre fans et helt særligt forhold til 80'ernes svedglinsende muskelbundter. Der er ikke noget, der kan løfte humøret på en regnvåd dag, som en omgang Arnold eller Stallone. Ikke overraskende så jeg derfor frem til Rambo: Last Blood. Som opvarmning til den store dag er den forgangne uge derfor gået med at pløje de foregående fire film igennem, og sikke en fryd det har været. Fra den emotionelle spænding i den første film til den stigende vanvidsaction gennem film to og tre, samt ikke mindst den blodige fjerde film. Hver især har de - i større eller mindre grad - bidraget til alt det, der gør Rambo til så ikonisk en karakter. Men så kom Rambo: Last Blood.
Hvad der starter atypisk højspændt ud fra starten, bliver hurtigt til et småsløvt familiedrama. Vores tidligere actionman ejer nu en ranch med heste, hvor han bor med en mexikansk bedstemor og hendes barnebarn. Uden rigtig at få specificeret deres præcise relation til hinanden, gøres det dog tydeligt, at de holder af hinanden. Så langt, så godt. Det går selvfølgelig hverken værre eller bedre end, at barnebarnet bliver involveret med et mexicansk kartel, hvorefter Rambo må trække i det metaforiske arbejdstøj og slå på tæven syd for grænsen.
Meget lig tidligere film i serien drejer historien sig om, at Rambo skal redde nogen i nød, og på den måde redde sig selv fra hans indre mørke, inden det æder ham op. Hvad Last Blood dog glemmer cirka halvvejs inde i filmen er at redde Rambo selv. Han forvandler sig fra et drabeligt våben med et positivt mål for øje til et drabeligt våben med mord for øje. Hvis man vil ændre på en karakters grundvilkår, er det simpelthen for sent at gøre det klokken kvart i lukketid. Bevares, actionscenerne er opfindsomme og som sædvanligt kommer fjenderne af dage på spektakulær vis, men det hele er overdøvet af det faktum, at det ikke tjener noget dybere mål.
Det kan virke fjollet at være passioneret omkring en actionhelt, der er nået morfar-alderen, men når nu denne morfar rent faktisk vælger at springe en tur i manegen, er det simpelthen bare ærgerligt, at det ikke kan løftes til en bedre oplevelse. Actionscenerne er okay, Stallone er altid en fornøjelse at se på men derudover er der ikke meget kød på det ben, som er Rambo: Last Blood. Desværre!
2 ud af 6 stjerner
