Ris solgt i butikker i Aalborg og resten af landet kaldes nu tilbage. Det skriver discount-kæden Lidl i en pressemeddelelse.
Lidl Danmark tilbagekalder Golden Sun Basmati-ris 1 kg fra leverandøren LT Foods Europe. Risene er mærket med 'Bedst før 31.12. 2021'.
Baseret på analyser er der påvist et forhøjet indhold af pesticiderne buprofezin og tricyclazol i produktet. Dette gør, at det ikke kan udelukkes, at der er en sundhedsmæssig risiko ved indtagelse.
Produktet bør kasseres eller leveres tilbage til nærmeste Lidl-butik, hvor beløbet refunderes, også uden forevisning af kassebon. Produktet har været solgt i Lidl-butikker over hele landet.
I pressemeddelelsen beklager Lidl Danmark de gener, som det eventuelt måtte medføre.