Nu modtager 208.000 danskere en ærgerlig besked i deres e-Boks.
Moderne pas indeholder såkaldt biometrisk information, som blandt andet omfatter fingeraftryk. En fejl hos en leverandør har dog medført, at der på en lang række nye pas er forkerte biometriske informationer, da der er byttet rundt på venstre og højre fingeraftryk.
Passene er stadig fuldt gyldige, og ingen borgere har oplevet problemer med at bruge deres pas. Men ifølge Rigspolitiet kan der i fremtiden være en risiko for, at borgerne kan få problemer ved rejser til bestemte lande. Derfor har Rigspolitiet besluttet, at passene skal udskiftes.
Det fortæller KL i en pressemeddelse.
”Udskiftningen af pas kommer til at foregå over det næste halve års tid. Er man ramt at fejlen, vil man få direkte besked i sin e-Boks om, at man skal møde op på Borgerservice for at få lavet et nyt pas. Hører man ikke noget, skal man ikke foretage sig noget som helst. Og får man en besked om, at passet skal skiftes, så skal man naturligvis ikke selv betale for regningen,” siger direktør i KL, Christian Harsløf.
Borgere i 18 kommuner er ramt
I alt drejer det sig om cirka 208.000 pas, der er udstedet i perioden fra 2014 til 2017, hvor fejlen blev fundet og rettet hos leverandøren.
Ansøgning om pas sker i dag i kommunernes borgerservice, og i alt har 18 kommuner benyttet sig af den pågældende leverandør.
”Det er selvfølgelig drønærgerligt, at fejlen overhovedet er opstået, og det er irriterende for de borgere, som nu skal ned på Borgerservice for at få udskiftet passet. Men vi håber, at det kan gøres så smidigt som muligt. Og står man over for en rejse i den kommende tid, skal man ikke være bange for at tage af sted. Rigspolitiet har forsikret os om, at passet er fuldt gyldigt, og vi kender ikke pt. til lande, der bruger de biometriske fingeraftryk. Men det er naturligvis vigtigt, at vi får rettet op på fejlen, så man ikke i de kommende år risikerer at blive afvist ved indrejse til et andet land,” siger Christian Harsløf.
KL oplyser, at borgerne kan man få mere at vide ved at kontakte Den digitale Hotline på telefon 7020 0000.
Her er passene udstedt
- Allerød
- Brønderslev
- Fanø
- Frederikshavn
- Frederikssund
- Gribskov
- Hjørring
- Jammerbugt
- København
- Mariagerfjord
- Morsø
- Rebild
- Skive
- Struer
- Thisted
- Vesthimmerland
- Viborg
- Aalborg