AGF har sendt en undskyldning nord på. Den skal forhåbentligt lukke data-sagen, så begge fodboldklubber kan komme videre.
Efter at have været i dialog med Sideline og AaB omkring den adgang, AGF ved en administrativ fejl har haft til AaB-data i systemet Sideline via AGF’s egen konto, har begge klubber besluttet at lukke sagen ned.
AGF har i dialogen med Sideline konstateret, at der er blevet begået en administrativ fejl, der har betydet, at AGF utilsigtet har fået adgang til AaB's data i Sideline via AGF's brugerlogin og password. De ting er nu blevet rettet. I samarbejde med Sideline er AGF ved at få genskabt den data, som AGF har mistet, efter at klubbens egen konto - uden AGF's vidende - er blevet lukket ned.
AaB har ikke gjort brug af de AGF-data, som AaB-assistenttræner Allan K. Jepsen, der tidligere har været ansat i AGF, ved en fejl fortsat har haft adgang til via AGF's Sideline-konto. Allan K. Jepsen har slet ikke benyttet sig af adgangen på noget tidspunkt og heller ikke været vidende om, at han havde en sådan.
AGF beklager, at klubben ikke har gjort AaB opmærksom på det hul, der ved en administrativ fejl er opstået til AaB's data via AGF's brugerlogin og password. Som det dog også er blevet understreget, har AGF ikke gjort brug af den data, der har været adgang til, i forbindelse med Superliga-kampen mellem de to klubber d. 17. marts eller i andre henseender.
AGF har haft en god dialog med AaB og Sideline Sports omkring hændelsesforløbet, og sagen har resulteret i, at der bliver strammet op på administrationen af og de procedurer, der er, i forhold til tildeling af brugeradgang og deling af mapper.
For alle parter er det en beklagelig sag, som er opstået på grund af en række administrative fejl, som der nu er blevet rettet op på. Klubberne er i enighed nået frem til at lukke den ned, og AGF har af samme årsag ikke yderligere kommentarer.