Lodtrækningen til 3. runde af Sydbank Pokalen er netop overstået, og AaB skal en tur til Sjælland.
Mens Superligaklubberne, AGF, Randers FC, Vejle BK, OB, Vendsyssel, Esbjerg, SønderjyskE og Hobro alle har været i aktion i Sydbank Pokalen, så indtræder AaB først i 3. runde, da de sluttede i Top 6 i den forgangne sæson.
I dag klokken 12:00 har der så været lodtrækning til Sydbank Pokalen, og her skulle AaBs næste modstander i pokalturneringen findes. Modstanderen blev FC Roskilde fra NordicBet ligaen.
AaB knuste Roskilde senest i DBU Pokalen
De to hold har ikke nogen stor historik med hinanden, men heldigvis for AaB, så er det en positiv en af slagsen.
De to hold tørnede nemlig sammen i DBU Pokalen tilbage i 2016, hvor det her endte med en knusende 4-0 sejr på udebane for AaB. Nikolaj Thomsen bragte AaB foran på et straffespark efter 27. minutter inden Thomas Enevoldsen hurtigt lukkede og slukkede kampen med to scoringer i henholdsvis det 32. og 39. minut.
Frederik Børsting satte det sidse søm i FC Roskilde kisten med sin scoring til 4-0 i det 54. minut.
3. runde af Sydbank Pokalen afvikles den 25. eller 26. september.