Samson sættes ind: Nedtrykt og fuld mand forsvundet i januarkulden

Når det skal gå hurtigt, så sættes patruljehundene ind. Foto: Nordjyllands Politi

En alkohol påvirkert mand i nedtrykt sindstilstand fik politiet til at trykke på speederen.

Nordjyllands Politi fortæller torsdag om en dramatisk eftersøgning, der fandt sted tidligere på ugen. Det sker i et opslag på Facebook, som politikredsen i den nordligste del af landet har offentliggjort. 

 

"Året rundt redder politiets hunde menneskeliv i det vi kalder humanitære eftersøgninger " skriver Nordjyllands Politi, inden de uddyber: "dvs. eftersøgninger, hvor vi kontaktes af bekymrede borgere eller institutioner, fordi de savner et familiemedlem eller en beboer, som er gået fra bopælen og enten ikke kan eller vil finde hjem selv."

 

Politiet fortæller videre, at de netop blev kaldt ud på sådan en opgave mandag i denne uge.

 

"På denne tid af året er det ganske kritisk, når personer forlader hjemmet, måske uden overtøj, og går rundt i kulde, regn eller sne – det kan ende fatalt. Det er afgørende, at vi finder den eftersøgte hurtigst muligt."

 

Arbejder hurtigt

Det betød, at patruæjehunden Samson straks var klar til at tage af sted. 

"Derfor var patruljehunden Samson og hans fører også helt klar, da vagtchefen sendte dem af sted den mandag ved 17-tiden: En 53-årig mand var gået fra hjemmet i nedtrykt sindstilstand og alkoholpåvirket," fortæller Nordjyllands Politi.  

 

"Mastesøgningen fra hans (nu slukkede) mobiltelefon viste, at han formentlig befandt sig sydøst for Gigantium i Aalborg. Sammen med en anden hundepatrulje satte Samsons fører straks kurs mod det relevante område."

Samson er godt tilfreds med sin egen indsats. Foto: Nordjyllands Politi

Både hundene og deres førere arbejdede hurtigt og der gik ikke længe, inden Samson fik færten af noget. 

 

"Blot 40 minutter senere havde Samsons skarpe næse snuset sig frem til den eftersøgte mand. Han lå bag en bropille af beton, underafkølet og svært påvirket af alkohol. Han var ikke varmt klædt på, og han manglede den ene sko.

 

"Havde det ikke været for Samsons indsats og 'hundekompetencer', havde vi måske ikke fundet den 53-årige mand i tide. En vellykket eftersøgning, der er hver en træningstime værd," understreger Nordjyllands Politi.