Knuste ruder på stribe: 11 biler udsat for hærværk og indbrud

I weekenden blev 11 personbiler udsat for hærværk. Foto: Politi.dk

I weekenden blev et stort antal biler udsat for hærværk og indbrudstyveri.

En eller flere gerningsmænd har haft sig en travl weekend, hvor det i hvert fald ikke var julefrokost i gaden, den stod på. Istedet har de knust ruderne på 11 biler, der stod parkeret ved en forhandler på Ny Kærvej i Aalborg. Udover at ruderne er blevet smadret, så har gerningsmændene også fjernet airbags og bilradioer fra bilerne. 

Det oplyser Nordjyllands Politi i deres døgnrapport. 

Her fortæller politiet også, at det omfattende hærværk er sket på et tidspunkt mellem fredag eftermiddag klokken 16 og mandag morgen klokken 07. Præcis hvornår gerningsmændene var på besøg i løbet af weekenden vides ikke, men politiet bekræfter i døgnrapporten, at de har sikret overvågningsvideo fra forhandleren, som forhåbentligt kan bringe dem tættere på at fange den eller de skyldige.