Hanhund, tæver og hvalpe holdt fanget i bur: Borgertip fører specialenhed på sporet af hvalpefabrik

Modelfoto. Denne hund var ikke en af dem, der blev reddet fra den formodede hvalpefabrik i Hadsund. Foto: Shutterstock

Den nyoprettede specialenhed for dyrevelfærd i Nordjyllands Politi rykkede på baggrund af en borgerhenvendelse torsdag ud til en adresse i Hadsund. Her fandt man flere hunde af racen fransk bulldog, amerikansk staffordshire bull terrier under forhold, der peger på systematisk avl.

Lederen af enheden, politikommissær Henrik Taagaard, oplyser, at betjentene på stedet fandt flere hunde, blandt andet i kælderen, hvor der opholdt sig en hanhund i et bur samt flere tæver og flere kuld hvalpe. Embedsdyrlægen blev tilkaldt for at besigtige hundene og forholdene på stedet, og denne vil på baggrund af besøget udfærdige en skrivelse til sagen. 
  
Lederen af politiets dyrevelfærdsenhed, politikommissær Henrik Taagaard, siger: 

”Der er flere ting, der peger på, at der er sket systematisk opdræt af hunde på stedet. Det skal vores efterforskning nu underbygge.” 

Det betyder, forklarer Henrik Taagaard, at der forestår et større arbejde for politiet med at afhøre flere parter i sagen, ligesom efterforskningen skal afdække, om der er sket tidligere salg af hunde fra adressen, da Fødevarestyrelsen ikke har godkendt stedet til avl af flere hvalpe end som privat. Derudover skal det undersøges, om der er sket en overtrædelse af dyreværnsloven. 

Borgertip førte betjentene frem til hvalpefabrik

Den specialiserede Dyrevelfærdsenhed blev etableret den 1. juli 2019, og ét af fokusområderne er ulovlig handel med hunde – de såkaldte ”hvalpefabrikker”. Og borgerne har allerede henvendt sig med oplysninger til politiet.     

”Vi er utrolig glade for de mange henvendelser, vi her kort efter opstarten har fået fra borgere om ulovlig handel med hunde,” siger politikommissær Henrik Taagard. 

Borgerne kan kontakte Den specialiserede Dyrevelfærdsenhed via tlf. 4021 1783 mellem kl. 08.00  og 15.00 på hverdage – på andre tidspunkter kan man ringe 114, hvis man har oplysninger til politiet.